Ikke sponsoreret.
Powerwalk er et sundt alternativ, hvis du ligesom mig ikke er glad for at løbe. Powerwalk er en rask gåtur, som er sundt for kredsløbet. Min plan er, at jeg vil invitere andre til at gå med men kun kvinder og ingen hunde.
10 minutters opvarmning og så afsted på Hjertestierne i Bøgeskoven med en pause undervejs, hvor vi nyder vores vand og kikker på udsigten enten i skoven eller ud over Østersøen ved klinten. Om sommeren måske en dukkert, hvis vejret tillader, og der er stemning for det. Måske har du lyst til at gå med?
Hvorfor powerwalk?
Powerwalk er en effektiv cardio træningsform for alle, som ikke har lyst til eller kan løbe. Pulsen kommer op, og man kan variere tempoet til intervaltræning mellem gang og powerwalk. Powerwalk er godt for dit hjerte, dine led og det mentale velvære.
Det er bedst at powerwalke på brede stier, hvor underlaget er jævnt, men det er også god konditionstræning at gå på de bakkede hjertestier. Man skal bare passe på ikke at falde. Derfor er et vigtigt med godt fodtøj og tøj efter årstiden.
Powerwalk forbedrer konditionen, forbrænder kalorier og giver masser af ny energi og oplevelser, og så er det hyggeligt at gå sammen med andre. Læs Hjerteforeningens artikel om at gå her.
NB!
Se ME-Foreningens advarsel mod at tilbyde nogen former for fysisk træning her. Anstrengelse forværrer sygdommen.
Forårshilsener
Eva